Dyrk din egen basilikum

Dyrk selv basilikum - eller få den fra supermarkedet til at holde længere.

Illustration af basilikum

En hjemmedyrket basilikum er en lille bid af Middelhavet midt i hverdagen. Intens, grøn aroma. For mig er det hjemmelavet pesto, bøffelmozzarella, friskbagt focaccia. Jeg drømmer om en solrig italiensk piazza.

Hjemmedyrket basilikum er langt mere smagfuld end den, du køber i supermarkedet. De små potteplanter fra butikken er ofte dyrket under sterile forhold og tilpasset et kort liv. 

Fordelen ved at dyrke selv er en stærkere og sundere plante, der kan give dig friske blade hele sommeren.

Her får du en guide til, hvordan du dyrker basilikum – både inde og ude – og får mest muligt ud af denne vidunderlige krydderurt.

Længere nede er der tips til at få supermarkedsbasilikum til at holde hele sommeren 🙂 

Sådan kommer du i gang med at dyrke basilikum

1. Vælg den rette placering

Basilikum elsker sol og varme. For at få succes med at dyrke den, skal du placere den et sted, hvor den får mindst 6-8 timers sollys dagligt. Basilikum trives bedst i læ og bryder sig ikke om træk, så vælg en beskyttet plads – gerne op ad en sydvendt mur eller i et drivhus.

Basilikum kan sagtens dyrkes i vindueskarmen, så længe den får rigeligt med lys.

2. Forspiring – start tidligt for at få et forspring

For at sikre dig en stærk basilikumplante, kan du med fordel forspire indendørs. Det giver frøene de optimale betingelser og sikrer, at de små planter er godt rustet, når de skal ud i haven eller krukken.

  • Start forspiringen i april eller maj.
  • Brug en let og luftig såjord, og bredså frøene i en bakke eller små potter.
  • Dæk frøene let med jord – basilikum har brug for lys for at spire.
  • Hold jorden fugtig, men ikke gennemblødt.

Frøene spirer typisk inden for 10-15 dage ved temperaturer mellem 18 og 25 grader.

3. Udplantning – vent til vejret er varmt

Når dine små basilikumplanter har udviklet et par sæt blivende blade, kan de prikles om og plantes ud i større potter eller direkte i jorden. Men husk: Basilikum hader kulde! Vent derfor med at sætte dem udenfor, til temperaturen er stabilt over 12-15 grader, gerne midt i juni.

Planten trives bedst i en næringsrig, veldrænet jord. Hvis du dyrker i potter, er det vigtigt at sørge for dræn i bunden, så rødderne ikke drukner.

Basilikum og rosmarin i potter.

Pleje og pasning – nøglen til en frodig plante

Basilikum er ikke en krævende plante, men den har nogle bestemte behov for at trives optimalt.

1. Vanding

Basilikum har brug for jævnlig vanding, men pas på med at overvande. Planten foretrækker fugtig jord, men dens rødder tåler ikke at stå i vand. Et godt tip er at vande planten i bunden – undgå at vande direkte på bladene, da det kan skabe grobund for svampesygdomme.

2. Gødning

For at få en kraftig plante med masser af blade, skal du tilføre lidt økologisk gødning hver 3.-4. uge. Basilikum elsker næringsrig jord, men undgå at overgøde – det kan give en bitter smag.

3. Knibning af topskud

Vil du have en busket og frodig plante? Så er hemmeligheden at knibe topskuddene af. Når planten er 5-10 cm høj, kan du begynde at nippe topskuddene. Det stimulerer væksten af sideskud og forhindrer planten at gå i blomst.

Hvis basilikum går i blomst, bruger den sin energi på blomstring frem for at producere blade. Blomsterne kan dog spises – de har en mild, sød smag og er smukke som pynt på salater og retter.

De bedste sorter af basilikum til haven

Der findes mange forskellige sorter af basilikum, hver med deres unikke smagsprofil. Her er nogle af de mest populære:

  • Genovese – Den klassiske sort til pesto, med store, aromatiske blade.
  • Thai basilikum – Har en lakridsagtig smag og bruges ofte i asiatiske retter.
  • Lemon basilikum – Med en frisk, citrusagtig duft og smag.
  • Rød basilikum – Smuk, dekorativ sort med en lidt skarpere smag.
Frodig, fin og grøn basilikum.

Høst og opbevaring af basilikum

Jo mere du plukker af din basilikum, desto mere vokser den. Pluk bladene løbende efter behov – det stimulerer væksten og giver dig en kontinuerlig høst.

Tips til opbevaring:

  • Frisk: Opbevar stilkene i et glas vand på køkkenbordet – lidt som en buket blomster.
  • Frysning: Hak bladene og frys dem i isterningbakker med lidt olivenolie. Perfekt til madlavning!
  • Tørring: Tør basilikumbladene et tørt, luftigt sted. Tørret basilikum bevarer smagen og kan bruges i retter året rundt.

Hvorfor er supermarkedsbasilikum svær at holde i live?

  1. Overfyldte potter: De basilikumplanter, du køber i supermarkedet, er ikke én plante, men mange små planter klemt sammen i én lille potte. Ofte er der 20-30 planter, der konkurrerer om plads, lys og næring i en potte, der kun kan understøtte én plante.
  2. Stressede planter: Basilikum i supermarkedet er dyrket til at blive brugt hurtigt. De vokser under perfekte drivhusforhold med masser af lys, varme og næring. Når de pludselig flyttes til dit køkkenvindue, hvor forholdene er langt mindre optimale, bliver de stressede.
  3. Ingen næring tilbage i jorden: Jorden i potten er ofte næringsfattig og designet til kortvarig brug. Planterne har suget alt, hvad de kan, ud af jorden, og der er intet tilbage til at holde dem i live.
  4. Overvanding og dårlig dræning: Basilikum har sarte rødder, der nemt rådner, hvis jorden er for våd. De små potter fra supermarkedet har ofte dårlig dræning, hvilket gør det svært at finde den rette balance mellem fugt og ilt til rødderne.
Omplantede basilikumplanter.

Tricket til at få supermarkedsbasilikum til at overleve

  1. Del planterne op: Når du kommer hjem, skal du dele planterne op i mindre grupper. Tag forsigtigt planten op af potten, del den i små klumper med 2-3 planter i hver, og plant dem i større potter med frisk, næringsrig jord.
  2. Brug potter med drænhuller: Sørg for, at potten har hul i bunden, så overskydende vand kan løbe væk. Basilikum hader våde rødder!
  3. Placér i lys og varme: Basilikum trives bedst et sted med 6-8 timers sollys dagligt. Hvis du ikke har en sydvendt vindueskarm, kan du supplere med en vækstlampe.
  4. Vand med måde: Vand planten, når jorden føles tør – men undgå at overvande. Brug vand ved stuetemperatur, så du ikke chokerer de sarte rødder.
  5. Knib topskuddene: For at forhindre planten i at blomstre og gå i frø, skal du regelmæssigt knibe topskuddene af. Det stimulerer væksten af sideskud og gør planten mere busket.

Hurtig løsning: Plant om straks

Hvis du vil have din basilikum til at leve længere end en uge, skal du plante den om hurtigst muligt. Brug en blanding af pottemuld og lidt kompost, og sørg for, at planten står et varmt sted med masser af lys.

Med disse tips kan du få din supermarkedsbasilikum til at holde i flere måneder – måske endda hele sæsonen! 🌱

Læs også: Den store guide til køkkenhave.